12-02-2010 Besøg fra Tarragona
Hvert år tager RG's b-klasse, hvor alle eleverne har spansk, til Tarragona i Spanien på udveksling, og Tarragona kommer også til Roskilde en uge hvert år og besøger os. Det er et godt gammelt venskab, vi efterhånden har med Tarragona, faktisk har vi kendt hinanden i 16 år nu!
Fredag d. 22 januar kl. 15:30 stod en flok forfrosne elever fra Roskilde Gymnasium og ventede på deres spanske amigos fra Tarragona. Stemningen var god, men der var nervøsitet i luften da toget rullede ind på perronen; hvordan ville det mon være at have en fremmed boende derhjemme?
Vi blev mødt af spanierne med kindkys og de første par timer blev tilbragt med small-talk og en del ”no comprendo”s. Senere på aftenen mødtes vi alle på Gimle til en hyggelig aften med happy hour og kolde cervezas. Stemningen var høj, og i alle kroge blev der flittigt snakket – både på catalansk og dansk - om det spændende første møde.
Lørdag stod den på sightseeing i København, hvor første stop var Christiania. Her hyggede alle sig på Månefiskeren med en kop varm kakao og et slag kort eller pool. Herefter blev der spist frokost på Casa Mexico, og spanierne tog ud og så nogle københavnske seværdigheder. Lørdag aften havde 2.B arrangeret fest for spanierne, og det blev en festlig aften med masser af dans og nye venskaber.
Resten af ugen stod på lidt sightseeing i Roskilde, en skøjtetur i Ringsted, cafétur på Gimle og til slut en farvel-fest onsdag aften, hvor både de spanske og danske elever havde forberedt underholdning.
Torsdag morgen var det tid til at sige farvel, og efter en lang afskedsscene drog spanierne afsted i sneen mod lufthavnen.
Alt i alt var det en herlig uge med nye venner og masser af sjov, og vi i 2.B glæder os meget til at komme på studietur til Tarragona og se vores amigos igen om mindre end 6 uger :-)
|